Vores nabo Knud

Vi har brugt lidt af den smukke eftermiddag til en travetur ved Knud Rasmussens hus i Hundested. Vi bor nogle få kilometer derfra, og køreturen langs nordkysten var i sig selv eventyrlig gennem Nødebohuse - et lille sommerhusområde lige ved vandet. Og Spodsbjerg er smuk med det kuperede terræn og fyret. Man kan gå helt fra Hundested centrum langs stranden til huset og videre til Kikhavn lidt længere oppe ad kysten.



Knud Rasmussen blev født i 1879 og døde i 1933 efter flere polarekspeditioner i Alaska og Grønland. Vi var ikke inden for i dag, men det har vi været tidligere. I dag nød vi en tur i området og kiggede ind til hans to slæder og kajakken, der ligger i en garage uden for huset med hundepisk og det hele.

Jagten står for døren

Dræbersneglesæsonen lurer, og jeg er bevæbnet til tænderne. Bogsamlingen er nemlig blevet udvidet med en ny håndbog: Til kamp mod dræbersneglen - 50 mere eller mindre effektive metoder til udryddelse af havens fjende nummer 1.

Om ikke andet kan jeg altid bruge bogens sidste råd:

»Man begiver sig ud i haven bevæbnet med denne bog. Man lokaliserer en snegl, fjerner den fra sine planter, placerer den lukkede bog oven på sneglen og træder hårdt til med foden. Børst de døde rester væk. Afslut med at tørre bogen af!«

Men de fleste af bogens råd er faktisk seriøse. Nu får vi se ...

Den daglige kamp

Jeg er A-menneske, men trods alt ikke så meget A, at jeg frivilligt står op 4.50 om morgenen. Jeg har for en sikkerheds skyld to vækkeure, som er sat med 5 minutters interval. De larmer infernalsk - men kattene har som regel vækket mig inden.

Kan du ikke komme op om morgenen, kan jeg anbefale at holde kat og vænne den til, at den må komme ud når som helst, den skal bare sige til ...

Hvordan kommer du op om morgenen? Og er du A- eller B-menneske – eller måske snarere C?

Gensyn med vennerne

Er I nu dér igen?

Nu går våren gennem Nyhavn

For et par dage siden skrev Henrik Palle en underholdende forårsklumme på bagsiden af Politiken. Han spørger, hvad det er, der får folk til at sande, at nu er det vår, og kommer selv med nogle herlige forslag: 'kastanietræernes knoppers udvikling', trækfuglenes ankomst og ænderne om morgenen på vejen ved Rebæk Sø i Hvidovre.

Mine egne foretrukne forårssignaler er at kunne sidde udenfor uden overtøj, lytte til solsortenes sang og konstatere, at græsset er begyndt at gro. Det gjorde det ganske vist allerede i februar, og i søndags blev vi nødt til at slå det for første gang i år. Hov, jeg kender vist én, der vil protestere mod brugen af 'vi' ...

Hvad signalerer forår for dig?

Efterlysning

Jeg har prøvet at klikke mig ind på http://gaestebud.blogspot.com og får et skilt om, at bloggen kun er åben for inviterede læsere. Tidligere i dag stod der, at bloggen var fjernet. Den slags skilte gør mig forundret og bekymret. Hvad ligger der bag ordene? Jeg var glad for at besøge bloggen daglig gennem nogle uger. Som en sidste mulighed har jeg forsøgt at maile, men mailen eksister ikke.

Kære Jeannette Mariae, hvad er der dog sket? Jeg ville blive glad for en mail til huskebloggen[snabela]gmail[dot]com.

Opdatering klokken 13.45: nu ligger der en besked på den pågældende blog om, at den er lukket.

Ferie

Vi har fået en af mine yndlingsretter til middag - rødkålssalat med ingefær, spelt fuldkornspasta, frisk ananas og basilikum og kylling marineret i soya. Det ligger dejlig let i maven, så jeg er klar til en aftentur hen for at besøge fårene igen.

Nu venter hele ti dages ferie, og det skal nydes. Jeg har masser af planer, og samtidig trækker haven, som rigtig er vågnet af vinterdvalen. Jeg har allerede rengjort terrassen for ukrudt, grannåle og blade, fejet og plantet et par krukker til med pink margueritter. Nu vil jeg vise mine lørdagsgæster, at der er så dejligt ude på landet ...

Farverig og frodig

Som nævnt har jeg et blødt punkt for Gudrun Sjödéns kreationer. Men hun skriver også weblog - den ligger i rullemenuen 'Enligt Gudrun' længst til venstre - og man kan kommentere hendes blogposter. På bloggen er der små filmindslag fra Guatemala, og man kan læse om hendes rejser til alle de eksotiske steder på kloden, hvor katalogerne er fotograferet.

Sommerkataloget ligger på nettet, man kan blade i det ved at klikke på hjørnerne, og så vælder det frem med tøj, briller, sko, strømper og ting til hjemmet. Der er også en dejlig film om hendes holdning til miljøet. Gudrun Sjödéns stil er næsten ubeskrivelig - fabulerende, eventyrlig og farverig. Og så har hun den sjældne egenskab at lykkes med at skabe tøj også til store kvinder.

Hendes danske butik ligger i Fiolstræde i København.

Når får får får

Vi har lige været ude at gå en tur på det fredede område ved gravhøjene i Melby. Om sommeren græsser en folk får her, og de har de dejligste små lam i øjeblikket. Området er hegnet ind, men der er låger, og man må gerne gå inde mellem fårene. Vi kunne komme ganske nær på dem i dag, men vi listede også for ikke at skræmme dem. Og vi måtte have den lange linse på.

Den stolte moder

På egne ben

Her kommer vi!

Det klør!

Undskyld, men hvor hænger man frakken?

Bøger er gratis

- i hvert fald somme tider. BookCrossing - ideen med at lægge en bog et offentligt sted, så den kan blive fundet og læst af andre, som derefter lægger den ud igen - har efterhånden nogle år på bagen. Hjemmesiden blev søsat den 17. april 2001, og siden har fænomenet bredt sig til hele kloden. Der er nu 664,336 medlemmer fordelt på 130 lande, og op mod 5 millioner bøger er registreret på hjemmesiden.

Det har aldrig været meningen, at der var nogen, der skulle tjene noget på det, men det ser ud til, at forlagene også har opdaget fidusen. Det viser sig nemlig, at det stimulerer salget at forære bøger væk.

I dag udkom Iselin C. Hermanns nye roman Domino på Lindhardt & Ringhof, men samtidig med udgivelsen har man trykt 20.000 ekstra eksemplarer i en skrabet udgave til fordeling rundt om på offentlige bænke. Det er vist første gang, det sker i Danmark, men det er en god begyndelse.

Til alle andre forlag: hold jer endelig ikke tilbage!

Gal i skralden

Jeg er en posedame. Når jeg bevæger mig i naturen til fods ser jeg alt det affald, folk smider fra sig. Flasker, dåser, plasticemballage, glasskår - jeg bliver gal i skralden over alt det skrald. Så jeg tager en bærepose med i lommen og sniger mig til at samle op, når Monsieur ikke ser det - han synes, det er uromantisk at gå aftentur med skraldeposer i hånden.

Forrige år samlede jeg på 14 dage 34 Netto-poser svingende fulde.

Dansk Naturfredningsforening har netop skudt en kampagne i gang, der skal få os til at rydde op i svineriet.

Du er ikke et skovsvin, vel?

Tag en taxa og lad arvingerne gå!

Jeg hørte en skøn sætning i et radioprogram:

'Tag en taxa og lad arvingerne gå!'

Det var journalisten Lone Kühlmann, der fortalte om alderdom, og hvad man venter sig af den. Og hun gjorde det så lunt, at jeg var helt solgt.

Kender du det, at man hører en sætning, som bare dukker op i hovedet på én igen og igen?

Nærvær og glæde

Jeg er et par gange i den senere tid stødt på artikler i aviserne, der fortæller, at kræftoverlevende føler sig lykkeligere end før, de fik sygdommen. Det kommer ikke bag på mig. Jeg har selv via min mor haft kræft tæt inde på livet, og mine tanker har i mange år været fyldt med dette tema.

Cand. scient. san. Dorte Malig Rasmussen har interviewet en række mennesker, der har overlevet en kræftsygdom og konkluderer, at mange kræftoverlevere føler, at sygdommen har givet dem et nyt livsperspektiv og en større livsenergi, end før de blev syge. Det skriver Fyens Stiftstidende. De bliver lykkeligere, fordi de prioriterer deres livsindhold helt anderledes end før kræften. Kræftoverlevere bliver for eksempel bedre til at skære de irriterende venner fra, dyrke oplevelser, de tidligere har udskudt, og i stedet nyde tilværelsen med dem, de holder af. En mand fortæller, at han nu lader opvasken stå og i stedet drikker vin i haven med sin kone, mens solen går ned. Andre gider ikke længere skændes over bagateller eller glo på tv. Jeg synes, det er tankevækkende, at der skal en stor forskrækkelse til, før vi vågner op og lever et intenst liv.

Redebygning

Hvert forår har vi en musvit, der kommer og plukker uld af kattenes tæppe ude på havebænken. Havebænken står helt op ad huset, så når jeg sidder ved spisebordet, som nu, sidder den 1½ meter fra mig. Fru musvit har vældig travlt og kommer tilbage med få minutters mellemrum en stor del af dagen. Gad vide hvor gammel en musvit kan blive - kan det være den samme, der nu er her på fjerde år?

Kærlig hilsen

Har I nogen sinde tænkt over, hvordan vi underskriver os i en mail eller i et brev?
Om man vælger at skrive: kærlig hilsen, venlig hilsen, hilsen, varme hilsner, knus, solksinshilsen - eller hvordan man ellers kan variere det ...

Hvad skriver du til nære og fjernere bekendte?

Og så må I undskylde, at jeg nok først er på bloggen igen sent søndag.

Bryllupsdag

Hjem fra skole

Der var perlegrus i indkørslen. Når jeg kom gående, kunne man høre mine skridt i stenene, det lød sjovt, når jeg slæbte fødderne efter mig. Lige inde til venstre stod det træ, min mor havde plantet som en kastanje, hun lagde i jorden. Nu var træet 30 meter højt og susede i vinden. Og til højre stod snebærbuskene med de hvide bær.

Jeg traskede op ad trappen til den store indgangsdør med skoletasken på ryggen, og kiggede på bordet i hallen. Der lå Berlingske Aften på en fint broderet løber på bordet. Jeg gik ind, hvor der stod Privat, efter at have taget en tur ned ad gelænderet fra første sal.

Der var musestille. Tot lå og sov, og jeg børstede ham med hundebørsten. Hvis jeg var heldig, fik jeg måske 25 øre af min mormor. Klokken var 12, og jeg skulle vente på, at min mor havde fri klokken 2, så vi kunne tage hjem. Hun var vævelærerinde hos min mormor. I ventetiden gik jeg ned i skoven, som stødte op til baghaven. Lidt inde var der en å, hvor man kunne kigge på skrubtudser.

Der var rart at være hos min mormor - der var ikke nogen, der sagde, hvad jeg skulle gøre, så jeg kunne bare passe mig selv.

Den slags tanker om dage i min barndom står ind imellem lysende klart for mig. Jeg kan se huset, og hvor alle ting stod, lugte min morfars tobak og høre min mormor råbte: "Luk så den dør", hvis hun sad og spillede Chopin.

Men mon ikke vi alle får glimt af vores barndom ind imellem?

Aftenturen

Hver aften, når vi går aftentur, møder vi to dejlige West Highland White-terriere, der hedder Asterix og Chili. Så får vi os en god snak om dagen og vejret, og hvordan det ellers går. De logrer, og vi bliver slikket på hænderne. Chili er en ældre dame, der er lidt gangbesværet på grund af gigt i hofterne. Når vi så har fortalt hinanden, hvad vi har oplevet, går vi tobenede videre ud over bakkerne, får en snak med hestene på marken, ser hvad der er sprunget ud siden i går - og til sidst går turen hjemover via små grusveje, og hvis vi er heldige, møder vi et rådyr.
I dag var Sofus ude for første gang, mens vi var på arbejde. Han er jo kun en knejt på to år, men vi vovede at lukke ham ud i foråret, før solen stod op, og heldigvis var han lige ved huset, da vi kom hjem.

Går du også aftentur?

Fuglefløjt og tralala

I morges begyndte fuglene i haven at synge klokken 5.23, først et lille pip og i løbet af ½ minut var det et kæmpe kor af især solsorte. Den bedste musik, man kan ønske sig, og den sender mig lige en tur i tidsmaskinen.

Jeg er tretten år, og min hjerteveninde Inger og jeg ligger i telt i mine forældres have med luftmadrasser og soveposer. Vi elsker at være os selv uden vores ’gamle’ forældre, og vi har samlet proviant, selv om vi kun er 20 meter fra huset. Men sikke en frihed!

Jeg kan stadig mærke duften af våd luft, blomster og græs og høre lydene i sommernatten, og jeg får helt lyst til at prøve det igen. Når det en dag bliver lunt nok, vil jeg sove ude, måske bare på terrassen.

Sover du i det fri?

Slip køerne løs, det er vår!

Her er det syn, der møder mig hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Rundt omkring os ligger der mange gårde, og nogle har heste - andre køer. Synet af marker, dyrene på dem, af træer og buske, er det mest beroligende, jeg kender. Træerne har direkte adgang til mit indre på den dejligste måde. I dag har jeg været ude at cykle, og jeg har luget mælkebøtter med mit nye mælkebøttejern. Jeg har også flyttet mine små nye snerler over i en meget stor lerpotte, for de vokser sig kæmpestore. De var allerede vokset ud af bunden på en ikke helt lille urtepotte. Nu glæder jeg mig til at se dem vokse og blomstre med deres store blå blomster - de hedder Clark's Blue.

Stress og afspænding

Da jeg kiggede på en stak bøger, faldt der pludselig én ned over mine fødder. O.k., tænkte jeg, den vil måske fortælle mig noget. Jeg havde kun bladet bogen hurtigt igennem, da jeg købte den på et loppemarked sidste sommer.

Det var 'Stress og afspænding' af Alix Kirsta. Nu fik den en chance, og jeg blev glædeligt overrasket. Den handler om positiv livsstil, kost, massage, yoga, åndedrætsøvelser, meditation m.m. Samtidig er den lækker-lækker at kigge i, og det gør jo ikke noget. Der er en del om stress-strategi, om kunsten at være sig selv og om planlægning af tiden. Bogen indeholder overskuelige skemaer med spørgsmål, man kan stille sig selv. Billederne er en fornøjelse! Efter en times skimning tør jeg godt at anbefale bogen. Der er med garanti guldkorn, man ikke havde tænkt over.

Politiken har udgivet bogen, og den står under 61.6 på biblioteket.

Distraktion

Jeg er gift med en mand, der tænker mange tanker. Nogle gange så mange, at han glemmer, hvad det er, han er i færd med. Det kan give sig sjove udslag som forleden morgen, hvor han skulle finde sin madpakke i køleskabet. Men der var ingen madpakke - selv om vi begge endevendte det. Jeg gav op, for jeg kunne ikke forstille mig, hvor madpakken ellers kunne være. Men nogle minutter efter kom en sejrssikker Monsieur og fremviste madpakken i en fin box, som han havde fikset aftenen før.

- Nå, hvor fandt du den så?, spurgte jeg uskyldigt.

Han kiggede forundret på mig og svarede med den største selvfølgelighed:

- I køkkenskabet med de tomme opbevaringsbokse.

Nå ja, hvad ellers?

Eller for en uges tid siden, hvor han var så forkølet, at jeg holdt mig på lang afstand for ikke at blive smittet. Mens vi sad og spiste morgenmad havnede pludselig den teske, han spist sit æg med, nede i den fælles blåbærmarmelade. Jeg opdagede det først, da jeg bar ud, fordi den rene marmeladeske lå dér og kiggede på mig. 'Damn,' tænkte jeg - 'nu kommer jeg ikke til blogtræf'.

Men så galt gik det jo heldigvis ikke ...

Båndduller

Det er sjovt så mange fagord, der kun kendes i de forskellige faglige sammenhænge.

Som lydtekniker har jeg måttet lægge ører til de særeste ord. Båndduller, skærepiger og at 'sy' en udsendelse sammen. Godt man ikke er oversætter og skal finde de rette ord på andre sprog.

Kan du komme i tanker om nogle vanvittige ord fra dit fag?

Når man må sige farvel

Der er voldsomme begivenheder, som vi alle har til fælles. En af dem er, når én i vores omgangskreds ligger for døden. Flere gange i den sidste tid, har jeg hørt om mennesker, der lå for døden i en tilstand, hvor det er svært at afgøre, hvad de opfatter. Jeg føler mig overbevist om, at mennesker i den tilstand kan høre, hvad vi siger, og at hørelsen er noget af det sidste, der forlader et menneske. Da min mor lå på sit yderste, spillede min far klaver for hende og var sikker på, at hun kunne mærke det. Lige sådan med min mors kusine - hendes søn, der er klassisk guitarist, sad og spillede guitar for hende i flere timer inden hun døde.

Er det sandt, hvad jeg tror, at hørelsen er det sidste, der forlader et menneske?

Havevejr

Jeg holder meget af havens vilde dyr, også de små spidsmus. Og hver gang, der ligger en gave til mig foran hoveddøren, ville jeg gerne fortælle Sofus, at han ikke behøver at lægge flere. Men forhåbentlig formerer spidsmus sig hurtigt, så det ikke går ud over bestanden, at han fanger en i ny og næ.

Jeg har tilbragt eftermiddagen i haven i det dejligste vejr. Det har været så varmt, at jeg har kunnet sidde i solen uden overtøj. Og jeg har luget mælkebøtter med mit nye mælkebøttejern - tak Lotte, det er superlækkert.

Succes!

Så er jeg lige hjemkommet fra blogtræf på Islands Brygge i København. Der var nye ansigter, der var ansigter, som ikke kunne komme, men gerne havde villet, og der var øl, vin, te og kaffe - og som noget nyt også mad! Det havde vi overset sidste gang.

Det var en oplevelse, intet mindre! Og jeg håber, arrrangørerne har mod på at lave flere træf, for det er fantastisk at få ansigter på de mennesker, man føler, man kender vældig godt.

Så tak til Andrea og Sifka - ankermændene bag nu tre blogtræf i København. Vi var Andrea husejer, Sifka, Shabby-Marianne, Mariannes mening, Anne mandagspige, Lotte, Valdemarsro, Pedrsn, Therese, Kagekonen, Deborah, Donald og mig selv.

Tak for i aften!

Om lidt ...

Om lidt tager jeg toget ind til København, og senere i dag skal jeg mødes med en masse blogvenner. Jeg glæder mig ...

Nyheder

Hvorfor er nyheder i radio og tv altid negative?
Det har jeg tit spekuleret på, for hvem pokker gider kun at høre på ulykker, voldtægt, mord, prisstigninger, krig og elendighed?

Kan du give mig en forklaring?

Få selv blodtrykket ned

Som nogle måske har bemærket, er jeg meget optaget af, hvordan man lever, så man får så få skavanker som muligt med alderen. Mange mennesker får for højt blodtryk og bliver behandlet med medicin. Jeg vil så gerne slå på tromme for, at man forsøger at nedbringe blodtrykket på andre måder, fordi medicinen kan blive invaliderende på lang sigt. En ældre herre i min bekendtskabskreds har så mange bivirkninger, som lægen siger, det er, at han både lider af svimmelhed, træthed, svedeture, iskolde og abnormt tørre hænder - alt sammen på grund af blodtryksmedicin, Selo-zok, taget i 25 år. Når ens livskvalitet bliver så forringet, synes jeg, at alle bør sætte sig ind i, hvordan man får sit blodtryk ned ad naturlig vej. For mig har Jerk W. Langers bog Blodtryk været en stor inspiration, og derudover et blodtryksapparat - og i øvrigt bøger om sund kost.

Første dag med planteskeen

Jeg har været i haven og puslet for første gang i år. Foråret og vejret lokkede, og fuglene sang som musik til arbejdet. Først spredte jeg Animix naturgødning på vores græsplæne foran og bag ved huset. Det lugter sådan rigtig naturligt og økologisk - bare jeg ikke lugter af det i morgen. Monsieur er så forkølet, at det kan han ikke mærke, gudskelov, og jeg vil ikke bruge kunstgødning. Jeg har sagt goddag til alle kroge i haven og hilst på planterne - blandt andet ribes og forsythia i blomst, primulaer i alle farver, lungeurt, en kæmpe anemone og én påskelilje . En gammel hyld er svøbt ind i efeu og mos på smukkeste vis. Det vrimler med nye små laurbærkirsebær og grantræer alle vegne. Og så gik jeg ellers i krig mod mælkebøtterne, der vælter op. Det foregik med en planteske, og det kan ikke anbefales, for den er for bred, men mit mælkebøttejern, langt og smalt, var gået hjemmefra, øv. Massørens forudsigelse om, at jeg nok blev ret øm i dag, er gået i opfyldelse. Nu sover Sofus her ved siden af - han har haft travlt med at følge med 'mor' rundt i haven.

Hennaen venter, man må jo være fin på lørdag ;-)

Livsberetninger

Jeg læste for et par år siden en livsberetning, som rørte mig dybt. Den var skrevet af min venindes afdøde kusine, lige før hun døde - hun var midt i 50'erne og vidste, at hun kun havde kort tid tilbage. Hendes bror gav hende en computer, og så skrev hun løs i et par måneder - skrev om sit liv og især barndom og ungdom. Det var kolossalt velskrevet, og da hun kun var lidt ældre end mig og også vokset op i samme område, var det en stor oplevelse at læse. Det viste sig endda, at nogle af hendes naboer i barndommen var flyttet hen og var blevet vores.

Og så sidder jeg her og tænker på, at det i grunden er vigtigt, at vi alle efterlader os noget om vores liv.

Kender du nogen, der har skrevet deres erindringer?

Radbrækket

Min afdeling har lige engageret en massør, som vi får til halv pris - den anden halvdel betaler afdelingen. Vi har ikke haft en massør i mindst et år, og jeg har lige været i kløerne på en ung og vanvittig dygtig pige, der har eftertrykkeligt har fået mig til at mærke, at jeg har en krop. Jeg blev belært om, at man skal huske at rejse sig og bevæge sig mange gange i løbet af en arbejdsdag. Øh ja, det vidste jeg jo egentlig godt - men hvorfor glemmer man det så? Hun foreslog også, at man får sin samlever til at massere sig, lige som hun også får massage af sin. Jeg var smækfuld af myoser og blev strakt ud som aldrig før. Hvor gør det godt - og ondt - at få sådan en omgang. Desværre er tilbuddet kun én gang hver fjortende dag i 20 minutter. Men jeg er et nyt og bedre menneske lige nu.

- Og husk at drikke vand - du bliver nok også temmelig øm i morgen, lød afskedsalutten. Jo, det skal jeg nok! Og så skal jeg også lige huske at overtale Monsieur til at sætte frekvensen på hans udmærkede skuldermassage op, selv om han jamrer over, at det giver ømme tommelfingre ...

Rovfuglene langs motorvejene

Når jeg kører hjem fra job, ser jeg hver dag flere rovfugle sidde på hegnspælene langs med motorvejen. Og hver gang undrer det mig, at de sky rovfugle sidder musestille kun ganske få meter fra larmende biler. De må jo have en gevinst ud af det, der er større end støj og uro. Jeg gætter på, at det er noget spiseligt.

Ved du, hvorfor disse store fugle sidder langs motorvejen og glor?

Jeg glæder mig

I juni skal jeg mødes med min klasse igen. Sidste gang, vi sås, var for to år siden. Vi har holdt klassefest flere gange, siden vi ud af skolen - men med alderen bliver det faktisk mere og mere spændende, og der er opstået nye venskaber på kryds og tværs.

Er der tilfældigvis nogle af jer derude, der kender et godt sted at mødes for 20-25 mennesker, og hvor man kan have et lokale for sig selv, uden at prisen er himmelråbende? Jeg leder efter et sted i Virum, Holte, Lyngby eller Birkerød.

Afstressningsmusik

Der er dage, hvor man trænger til at høre en bestemt slags musik. Jeg gør i hvert fald. Nogle dage må jeg bare høre Norah Jones, Leonard Cohen - eller Bachs Brandenburgkoncerter. Alle tre genrer har i mine ører en lægende virkning på sindet og får mig til at slappe helt af. Et nyere bekendtskab for mig er stjernesangerne Anna Netrebko og Rolando Villazón. Når de to synger La Bohème, kan jeg ikke ønske mig mere.

Sig pyt og sig fra

Jeg ved ikke, om andre har opdaget det for længe siden, men DR har lavet et sundheds-site på dr.dk/sundhed. Der er mange spændende emner at læse om - fx stress og hvilke faresignaler, man skal være opmærksom på. Et af rådene mod stress lyder:

»Sig pyt og sig fra. Træk på skulderen og sig pyt til bagateller. Sig fra hvis der er problemer, du ikke kan ændre på. Det er dit ansvar at fortælle din leder eller tillidsrepræsentant, hvis du har nået et punkt, hvor du føler dig meget overbelastet.«

Og som noget af det sjovere er der journalbrokker på det nye site:

»74-årig kvinde. Hun er lam fra tæerne og nedefter.«

»Hun har hidtil været noget buttet, men for et halvt års tid siden blev hun så gift med en noget ældre landmand.«

God fornøjelse!

Fellini i X Factor

Så kom forløsningen endelig, og Martin blev det jo, som vandt X Factor. Pyha, hvad skal vi nu lave hver fredag aften? Jeg kommer til at savne programmet. Jeg installerede mig i husets bedste stol i går med levende tæppe på skødet i form af Sofus, og så sad man jo bare der og godtede sig over Fellini-indslaget med alle de gale mennesker, som havde medvirket - den gamle dame, tvillingedrengene, fysikeren, den blinde pige o.s.v. Det var underholdning for alle pengene. Og min helt vandt og jeg er glad. Heldigvis kan han findes på YouTube.

Hvem var din favorit?

10 år yngre på 10 uger

Titlen er det rene nonsens, men den er godt fundet på! Hvem har ikke lyst til at blive ti år yngre, i det mindste fysisk? Jeg har nu ingen planer om at gøre min dåbsatttest til skamme, men jeg tror på, at der er masser af inspiration at hente hos Thorbjörg Haffsteinsdottir til en lettere gang på jorden. Og jeg er ikke den eneste, konstaterede jeg i går eftermiddags, da jeg gik forgæves til boghandleren. Bogen var i restordre, og damen bag mig var på jagt efter den samme bog.

I dag var det eftertragtede værk så tilbage på hylderne. Jeg har lige hjemført guldkornene, og bogen er, som sådan en skal være: smagfuldt sat op og fyldt med enkle fif og lækre opskrifter. Selv om jeg foreløbig kun har skimmet bogen, kan jeg stå inde for, at den er fuld af facts om emner, som mange kvinder (og mænd!) kunne trænge til at blive klogere på: tungsind, stress, fordøjelsesproblemer, sukkertrang. Og den mentale side af foryngelseskuren er lige så vigtig som den fysiske. Det vil sige de indlysende, men ikke desto mindre uomgængelige fif, som man alt for nemt glemmer i farten: at smile til verden, overvejelser om støjen i ens liv, at kende sine stærke og svage sider.

Gad vidst, hvad Monsieur siger til at få læst op af den på mandag på vej til arbejde?

Aftenhygge

Hokus pokus

Fra farmors Spørg mig om alt, 1920:

Blanksværte til Sko og Støvler
Et Pund brændt Elfenben, et Pund Sirup, et Fjerdingpung Linolie og lige saa meget Vitriolololie. De første tre Bestanddele blandes godt sammen, og derefter tilføjes Vitriololien, efter at den er fortyndet med tre gange sin Vægt i Vand. Naar det hele har staaet i tre Timer, tilføjes halvanden Pot Vand eller surt Øl. Det brændte Elfenben maa være meget fint stødt til flydende Blanksværte, ellers danner det hurtigt Bundfald. Vitriolen er meget ædende, naar den ikke er fortyndet, men naar den fortyndes og bringes i Forbindelse med det brændte Elfenben, saa skader den ikke Læderet; den bidrager i høj Grad til at forøge Sværtens Godhed.

Kuk i browserne

Jeg har en høne at plukke med Internet Explorer. Her i huset har vi både den og Firefox, og Firefox viser alle vores blogge korrekt efter min erfaring.

Internet Explorer kan fx ikke vise min sidebar, hvor de nyeste kommentarer står, uden at lave kuk i æ, ø og å. Jeg har spurgt flere steder, hvad man kan gøre og indtil videre kun fået en sludder for en sladder. Men hvis I har mulighed for at bruge Firefox, er den simpelthen bedre på alle måder - og kan downloades gratis her.

Hvad bruger I egentlig alle I derude?

Og I, der bruger Mac og Safari, er I tilfredse med det?

Længsel

Jeg ville gerne have haft fingrene i havemulden i påsken, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af kulde og sne. Men begge bøgerne venter på at blive brugt.

»Det burde være en menneskeret at have mulighed for at dyrke sine egne køkkenurter, hvis man ønsker det.«

Sådan begynder Anemette Olesens Køkkenhavekogebogen. Hvad kan vi dyrke i haven, og hvordan kan det anvendes? Der er spændende opskrifter med en lang række grøntsager og krydderurter:

Italiensk bønnesalat

2 dl hestebønner
½ blomkål
2 avocadoer
½ agurk
dressing:
1 dl hvidvin
1 tsk ingefær, gerne friskhøvlet
3 fed hvidløg
1 spsk kryddereddike
salt, peber og evt. chili

Hestebønnerne udblødes natten over. Kog bønnerne møre i ca. 1½ time. Blomkålen deles i små buketter, avocadoer og agurk skæres i skiver. Dressingen røres sammen. Bland det hele forsigtigt.

Tidsmaskinen: solbær!

Bedst som jeg sidder og arbejder, er jeg tilbage i min barndom - igen. Vi havde lige fået nye forsyninger af solbærte i afdelingen, og en enkelt kop, så var jeg hjemme i min mormors kæmpe have mellem hendes solbærbuske i solskin, på bare tæer, og der duftede både af solbær og nyslået græs, og ribsene hang ved siden af i lange klaser og havnede i min lille blå plasticspand. Associationerne løber nemt videre - nu til den gård, jeg ofte besøgte med min mor, fordi hendes gode veninde boede på en gård i Slagslunde, Schellerupgård. Det er især grisestalden, jeg stadig kan lugte, men også den lille pony, gårdens yngste ejede - og killingerne som rendte rundt om mine ben, men som jeg IKKE måtte få én med hjem af for min mor. Jeg var utrøstelig. Men så gik vi en lang tur langs markerne og savnet gled en smule i baggrunden. Den gamle gårdejer, venindens far, var lun og rar, og der var altid jordbær med fløde.

Jae, det var den solbærte ...

Kender du det?

Grin eller græd

Der har som bekendt lige været bogudsalg, og det har i mange år været en belastning for vores efterhånden sparsomme hyldeplads. Nu går det lidt bedre, efter at vi har vedtaget, at vi kun køber bøger, der under ingen omstændigheder kan undværes. Problemet er, at det ikke er noget helt entydigt kriterium, og senest kom Monsieur hjem fra udsalg med Corinne Maiers Goddag til dovenskaben. Hun er økonom og psykolog og ansat i det statsejede franske elektricitetsselskab EDF, der var tæt på at fyre hende, fordi de ikke brød sig om hendes betragtninger om moderne virksomhedskultur.

Det er underholdende læsning. Corinne Maier bruger blandt andre Marx, Freud, Hegel og Foucault til at give mellemlederne én på hatten:

»...mellemlederkulturen, der er befolket af middelmådige intelligenser, som har fået alt for stor indflydelse, efter at topcheferne har trukket sig tilbage for at dyrke zenbuddhisme.«

Filosofien er i korte træk: gør det du er bedst til, vær doven. Sats på en karriere med mindre ansvar og mere livsglæde. Ledelsen i store virksomheder lader bare, som om de bekymrer sig om deres ansatte, derfor behøver de ansatte også kun at lade, som om de arbejder.

Som Ole Thyssen skriver i forordet, er det en ond bog. Men også hylende skæg - og eksemplerne er uhyggeligt genkendelige.

Nu falder forårssneen hvid ...

Hvem skulle nu have troet det:

Snevejr i Nordsjælland, i sne står urt og busk i skjul

Hist hvor vejen ingen bugt slår

Grantræerne på vores vej

Kattehavebænken

Rhododendron med store knopper under sneen

Det ER faktisk forår ...

Forfløjne dagdrømme

Tæt herved ligger der en stor dyrehandel, og engang imellem kigger jeg indenfor for at se, hvad der foregår inde hos mine umælende venner. Der er altid unger af en eller anden slags, og jeg får lyst til at anskaffe mig ørkenrotter, djungariske dværghamstere, kaniner i alle størrelser, kanariefugle, risfugle, marsvin, mus, og hvad der ellers kan krybe, gå og flyve.

Kattene ville nok sætte pris på en indendørs fuglesteg, så det bliver aldrig til noget. Men gad vidst, hvad de ville sige til den her krabat, der sad og fristede med åbentstående dør?

Dekorativ er den da.

Endnu en genopstandelse

Nogle har spurgt til, hvor Monsieurs blog er blevet af, for pludselig var den forsvundet. I dag er den genopstået i nye lokaler efter et hackerangreb skærtorsdag og en efterfølgende påskekrise.

Nærmere forklaring her.

Blogtræf

For alle interesserede er der blogtræf igen lørdag den 5. april klokken 15.30. Kig ind og læs mere hos Sifka og Andrea.

Det sminkede lig

I går kom Monsieur hjem med et quiltet tæppe til vores gamle sofa. Her i huset går vi begge lige meget op i indretning - og det kan jo slå nogle gnister. Men i dette tilfælde var vi enige med det samme, tæppet er en gevinst for en lettere slidt, ældre sofa.

You're Beautiful

Øh, noget for dig?

Eller måske hellere denne version (Monsieurs favorit):

Spirer

Nu er mine snerler kommet op, mens stokroserne bagved stadig lader vente på sig. Frøene blev plantet for seks dage siden, sidste søndag hvor det var forårsvejr. I dag har vi jo nærmest permafrost, men det går nok, så længe de små planter bor inde i entreen.

Billeder!

Jeg er stødt på den skønneste blog, som jeg gerne vil dele med jer. Frk. Meg i Sydnorge tager de dejligste naturbilleder, og jeg har aldrig set noget lignende! I dag er det gudeskønne snebilleder.

Tag et kig!

Mysterier

Da jeg var helt ung, var Erich von Däniken et navn, der blev talt en del om. Han udgav en række bøger om nogle af verdens store mysterier, som var guf for mange unge mennesker - og nysgerrige ældre.

"Fortids gåder... fremtids virkelighed..." hedder én af dem. Med baggrund i en mængde af arkæologiens ubesvarede spørgsmål fremsatte han hypoteser om, at teknisk veludviklede væsener i en fjern fortid som astronauter fra rummet har gæstet jorden, hvor de blev modtaget som guder.

Von Däniken (født i 1935) har skrevet 26 bøger og er lige så ivrig og overbevist i dag, som han var i 1970'erne, og han har for nyligt udgivet endnu en bog, 'Arrival of the Gods: Revealing the Alien Landing Sites at Nazca' (1998).

Forskerne ved stadig ikke ved, hvordan de gamle ægyptere byggede pyramiderne eller rejste obeliskerne med den teknologi, de havde til rådighed. Man ved heller ikke, hvordan mayaerne opførte deres pyramider, hvordan englænderne rejste Stonehenge, eller hvem der stod bag Påskeøernes kæmpe stenhoveder.

Hvad enten han teorier har hold i virkeligheden eller ej, er hans bøger meget spændende.
Han har en flot hjemmeside!

Redningen

I Storkøbenhavnsområdet findes en privat lægevagt. Det blev jeg opmærksom på for omkring et år siden, da min far var meget syg og hans læge var umulig at få til at tage situationen alvorligt. Efter flere ugers feber, var min tålmodighed med hans læge brugt op, lægen var enten uvillig til at tage på sygebesøg, uforskammet eller ikke til at træffe. Han mente, at min far var hypokonder.

En ven gjorde os heldigvis opmærksom på copenhagendoctors.dk - Den Private Lægevagt, og det reddede min fars liv. Her besvares telefonen med det samme, og der er kun ganske kort ventetid, før man har en læge hos sig. Det viste sig, at min far blandt andet har sukkersyge og dårligt hjerte, og nu kom der gang i undersøgelser og behandling, og han fik en anden praktiserende læge.

Prisen for et besøg af Den Private Lægevagt er 1400 kr incl. transport og akutmedicin (hverdage mandag-fredag 8-16, ellers 1800 kr). Min far har nu benyttet sig af det flere gange, og jeg er både lettet over, at der findes effektiv og hurtig hjælp - og rystet over, at det udelukker mennesker, der ikke har pengene til rådighed. Den Private Lægevagt har ikke travlt, besøgene har varet mellem 45 minutter og 1½ time.

Jeg er hverken læge eller har familie ansat der, så jeg har kun erfaringen at fortælle ud fra. Så vidt jeg ved, er det også denne lægevagt, der reddede en minister, da han blev hjertesyg for et par år siden. Var han ikke blevet indlagt hurtigt, havde han ikke overlevet.

Har du en mening om den private lægevagt?

Bjergtaget

Nu er jeg lidt over midtvejs i Shirleys MacLaines bog Camino. Og hold da helt op!

Skulle du tilfældigvis ikke kende hendes bøger eller vide noget om den berømte pilgrimsrute til Santiago de Compostela, der går gennem Nordspanien, vil jeg anbefale, at du låner den i en ruf. Man vandrer i den skønne spanske natur – i en indre rejse, som skaber ro, fordybelse og afstand til den stressede hverdag. Energierne er fortættede, og om du vil eller ej, sker der noget på turen.

Jeg er bjergtaget, både af hendes sprog, hendes sind, hendes sans for at fortælle og hendes spiritualitet. Man får næsten vabler under fødderne af at læse bogen, og man krymper sig over, hvad hun udsættes for af journalister og tv-fotografer, der stikker kamera og mikrofon op i hovedet på hende, også når hun sover eller bader. Det må være ganske forfærdeligt ikke at kunne gå i fred.

Åbenhjertigt fortæller Shirley MacLaine om sit forhold til Olof Palme, som hun også møder i et af de mange drømmesyn, der beskrives udførligt i bogen. Det er en spirituel rejse gennem tidligere liv, frygt, seksualitet, visioner og ensomhed helt tilbage til menneskets oprindelse, og nogle af universets dybeste hemmeligheder bliver afdækket undervejs.

Men lad lære med at læse bogen, hvis spiritualitet er ligegyldig for dig.

Stoppe op og føle efter

» ... at trække sig tilbage fra hverdagens ofte travle gøremål med mange informative input. På retreat er der tid til at vegetere, til sansning og refleksion – til oplevelsen af, at tiden går i stå - således at man kan flyde i sin egen værens nu. Fornemmelsen, når man vender hjem, er at der er mere plads indeni. Evnen til at sige klart ja og nej til det, der kommer flydende i livets malstrøm, er blevet skærpet. Så du frit kan være den, du er.«

Ordene er hentet fra en tilfældig hjemmeside. Det er som om, mennesker i denne del af verden får mere og mere brug for et 'retreat' - det gælder også mig selv. Jeg har indrettet mit eget permanente lille sted på landet til to mennesker og to katte. Men masser af krudt, ukrudt, træer, buske, blomster og græs. Men gammeldags kartoffelskræller, stjernekig og brølende køer tæt ved.

Har du brug for lidt retreat ind imellem?

Gode råd?

Er der nogen af jer, der kan komme med gode kostråd til en ældre herre i min bekendtskabskreds, som skal lægge kosten om på grund af diabetes?

Han er godt 85 og har svært ved at finde en rytme, efter at han har fået at vide, at han skal sænke sit alt for høje blodsukkertal. Han er tynd og kan derfor ikke leve af agurk, tomat og den slags udelukkende. Groft, mørkt brød, havregrød, æg og sild står på programmet. Hvad kan man ellers foreslå?

Lille kat på vildveje

- Goddag, det er fra Kattens Værn!

Sådan lød det i telefonen til min kollega i eftermiddags. Opringningen var fra Slagelse, så hun gik automatisk ud fra, at det var forkert nummer.

Men faktisk havde hun mistet sin dejlige, sorte kat for en måneds tid siden. Hun havde også brugt mange aftener på at trave nabolaget tyndt for at finde den. Og hun havde fundet masser af sorte katte, bare ikke sin egen, og nu havde hun for længst opgivet håbet.

Selvfølgelig troede hun heller ikke på, at den var havnet i Slagelse. Men katten var øremærket, og nummeret var det rigtige, så der var ikke noget at tage fejl af. Det var hendes kat, der på en eller anden måde havde foretaget en rejse fra Brøndby til Ruds Vedby, hvor den var blevet fundet i god behold, men lidt tynd.

Hvor tror du, min kollega ræsede hen, da hun havde fri - eller rettere lidt før?

Dårligt nyt

Min dejlige ungdomsveninde er blevet opereret for sine celleforandringer for knapt 14 dage siden. Det var en stor operation, og nu viser det sig, at kræften har spredt sig til en lymfeknude. Hun skal have stråler i 5 uger hver dag, og så sidder vi, alle i hendes nære omgangskreds, og tænker på, hvordan man er der for mennesker i krise. Vi bor ret langt fra hinanden, så det er ikke muligt at smutte forbi hver dag og hjælpe til. Jeg håber, at telefonsnak kan gøre det ud for noget af den nærhed, hun skulle have haft. Nu kan jeg mærke at artiklen i Politiken i søndags havde en særlig grobund at fæstne sig på i mit sind. For hvad pokker ved vi om, hvad en kræftsyg helst vil have - og ved de det selv ...

Foråret ligger på spring

I dag har det sneet. I går var det forår. Kattene nød det i fulde drag og var ikke til at drive ind igen. Hele dagen tilbragte de med at hoppe rundt på plænen og løbe op i træerne, og når det ind imellem blev nødvendigt med et hvil, lå de i hver sin ende af havebænken på en pude og fik sig en lur. I mit næste liv vil jeg være huskat.

Vi gik selv en lang tur og kiggede på himmel og nøgne trækroner. Ud på eftermiddagen fik jeg lagt frø i urtepotterne, der nu står inde i entreen under glasloftet - kæmpesnerler, spansk marguerit og Ellas stokroser. Snerlerne plejer at klatre rundt i hele entreen om sommeren på det mest dekorative, og de blomstrer i månedsvis. Jeg glæder mig.

Mærkede dine planter noget til foråret?

Sund mad giver roligere børn

Friskolen Skydebanegård i Nordsjælland har indført sund mad, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvor børnene på fri- og efterskolen tidligere spiste færdigretter og toastbrød, er kosten lagt om, og der satses på sund kost, kosttilskud og motion. Skolen har skævet til England, hvor undersøgelser har vist, at ADHD-børn (DAMP-børn) kunne holde op med deres medicin og er blevet roligere ved at spise en sundere kost med mindre sukker. Friskolen Skydebanegårds kok og sundhedscoach Elisabeth Fog-Nielsen har kreeret den sunde mad sammen med ernæringsterapeut Thorbjörg Haffsteinsdottir. Nu får eleverne mange mindre måltider for at holde blodsukkeret stabilt og børnene er blevet roligere og har langt færre konflikter. Nu er det mest kun om mandagen, når børnene har været hjemme og fået sukker, at der er problemer.

Det glæder mig, at ordentlig kost nu er ved at nå ud på skoler og blandt børn og unge. Hvad skal det ikke ende med, hvis man også får forældrene til at spise sund mad?

I øvrigt har Thorbjörg Haffsteinsdottir netop udgivet bogen 10 år yngre på 10 uger. Og selv ligner hun bestemt ikke én på 48, hvad hun vitterlig er.

Et livstykke

Lige nu sidder jeg meget stille efter at have læst avisen.

På forsiden er der et stort billede af Kamilla Bech Holten og en henvisning til et interview med hende om hendes kamp mod kræft, at miste job, mand og fremtid. Jeg har altid syntes, hun var stærk og spændende, og jeg er rystet. Selv fortæller hun, at hun har lært at leve i nuet, hvor lidt ens målelige succeser betyder, og hvad virkeligt venskab vil sige. Det er for eksempel, når vennerne har hjulpet med praktiske problemer i forbindelse med hendes sygdom. Interviewet gør ondt at læse, men giver en enestående indsigt i, hvad de virkelige værdier i livet er. Det er meget smukt.

Læs Politiken i dag, hvis du ikke allerede har gjort det.

En læremester

Siden Monsieur og jeg blev gift, har jeg hørt ham fortælle om sin fantastiske klasselærer fra 6. klasse. Især havde den hjemmestrikkede føljeton om 'Den sorte mand' og hans halsbrækkende oplevelser gjort stort indtryk - hr. D's egen måde at lære eleverne at bruge fantasien på.

Selv husker jeg kun lærere, der var aldeles uegnede til jobbet, så jeg blev helt misundelig, for Monsieurs lærer måtte da have haft helt usædvanlige evner. Og da jeg havde hørt på lovprisninger af hr. D i sytten år, kunne jeg ikke styre min nysgerrighed længere. Jeg fandt hr. D's adresse i telefonbogen og skrev et brev, hvor jeg fortalte, hvem jeg var og hvorfor jeg skrev - og spurgte, om han havde lyst til at komme og besøge os. Allerede næste formiddag ringede telefonen, og det endte med, at vi blev inviteret til frokost oppe i hr. D's sommerhus.

Hr. D var kun 27 år, dengang Monsieur fik ham som klasselærer, men det var en høj alder for en 13-årig. Han var mere end dobbelt så gammel! Men aldersforskelle udlignes som bekendt med alderen, så nu er han kun 14 år ældre - og det er jo en helt anden sag.

Nu er det mere end tre år siden, jeg skrev brevet. Det er der kommet et usædvanligt venskab ud af, og for et øjeblik siden er hr. D og hans kone gået efter endnu en inspirerende, meget hyggelig og meget lang frokost.

Og hans fantasi er stadig intakt

Telefonchikane

Da jeg var ganske ung og boede for mig selv i min første lejlighed, var jeg i en periode ude for telefonchikane fra et menneske, jeg aldrig fandt ud af, hvem var. Det var frygtelig ubehageligt at blive ringet op flere gange om dagen. I den anden ende blev der ikke sagt et kuk, og efter et stykke tid blev røret lagt på.

Cirka ti år efter skete det igen, mens jeg var alene hjemme i nogle uger med min ganske lille søn. Telefonen ringede mange gange om dagen, jeg kunne høre, at der var en i den anden ende - og så bare på med røret. Heller ikke denne gang fandt jeg ud af, hvem der stod bag.

I sidste omgang allierede jeg mig med KTAS og deres service med at tage imod besked. Det var beregnet på, at man var ude at rejse, men det var jeg altså ikke, og efter en uge med 'fru KTAS' til at modtage alle mine opkald fik terroren en ende. Galningen har vel følt sig overvåget.

Har du været ude for telefonchikane?

Rodehoveder og ordensmennesker

Jeg abonnerer på bladet Psykologi, som jeg har fortalt et par gange før. Det er til stor inspiration, og jeg finder mange ideer til bogkøb.

I februarnummeret var der en tankevækkende artikel om rodehoveder kontra ordensmennesker. Psykolog Mette Holm fortæller, at vores personlighed kan deles op i en ubevidst og en bevidst del, og nogle gange har vi mere behov for orden end andre. Jo mere presset du er, og jo mere kaotisk du oplever dit rod, desto større er dit behov for orden.

Man kan ikke øve vold mod sig selv, og meget grundlægges allerede i barndommen. Hvis man fx havde en mor, der gik overdrevent op i rengøring og orden - så hader man måske orden, fordi man opfatter oprydning som noget uudholdeligt.

Fordele ved rod: Hvis du er kreativ, kan du i stedet fokusere på tanker og ideer.

Fordele ved orden: Du skal ikke bruge tid på at finde ting og får mere tid til sjovere gøremål.

Er du et rodehoved eller et ordensmenneske?

En ubuden gæst

Næsten hver dag har vi besøg af spurvehøgen i haven. Den ved præcis, hvor foderbrættet står, og flere gange om dagen kan man høre et farligt spektakel udenfor, når den er blevet spottet af en af mine små, vingede pensionærer.

I går jog jeg den for første gang ikke væk, fordi jeg lige havde kameraet inden for rækkevidde. Det lykkedes mig af affyre to skud, før den fik øje på mig og tog flugten - uden spurv i gabet.

Og sådan ser den altså ud.

Anderledes - og dog

I går sad jeg med en udsendelse, hvor en blind mand fortæller om, hvordan det opleves at være født blind. Jeg havde ørerne helt inde i højttalerne og fik indblik i en verden, jeg ikke kender ret meget til.

Det giver ikke mening at tale om lys og mørke for en blindfødt. Blinde kan høre, når de er ved at gå ind i en væg! Lyden ændrer sig på grund af akustikken, og en meter inden man rammer væggen, ændrer lyden sig. Hvem tænker over det?

Allerede som 4-årig kom hovedpersonen i udsendelsen på Refsnæsskolen, hvor alle blinde børn gik (stadig går?). Vi hørte om, hvor svært det var for forældrene i begyndelsen ikke at vide, om deres barn var åndssvagt, siden de ikke kunne få øjenkontakt med ham. Men i 4-måneders alderen opdagede man årsagen.

Refsnæsskolen var ikke noget paradis for de blinde børn i begyndelsen af 1950'erne. Hvis de ikke opførte sig ordentligt, tog læreren telefonen og lod, som om han ringede til en opdragelsesanstalt og lavede aftaler. I virkeligheden ringede han bare hjem til sin kone, men det anede børnene ikke. De var skræmt fra vid og sans.

En blindfødt drømmer i lyde og i stemninger og selvfølgelig ikke i billeder. Denne mand fortalte om at rejse som blind, om at opleve med de andre sanser, om lyden af mennesker og fuglene i lufthavnen, som havde gjort et dybt indtryk - en helt anderledes måde at opleve en rejse på. Jeg tvivler på, at jeg selv ville kunne huske lyden af fuglene i lufthavnen efter at være kommet hjem fra en rejse.

Som ung kendte jeg en blind mand, og det gjorde stort indtryk at høre om hans oplevelse af verden. Jeg troede dengang, at blindhed måtte være det værste handicap, men han overbeviste mig om noget andet.

Man rister en figen ...

Det er de sælsomste skrifter, man støder på i Monsieurs afdeling af hjemmebiblioteket. I går fik jeg pludselig øje på tre ens bøger i dunkel, rødbrun indbinding med påskriften Spørg mig om alt. Titelbladet oplyste, at bøgerne var udgivet af Ugebladet Land og By på Kunstforlaget Danmark i 1920 'Efter den Engelske Originals 66. Oplag med originale Bidrag af Danske Forfattere'.

Jeg slog op hist og her og læste:

I fine Huse ringer man, naar Gæsterne vil gaa, paa en Tjener, for at han kan følge dem ud. Selv behøver man ikke at ledsage dem længere end til Døren i Salen, eller end ikke saa langt.

Visitter hos gode Venner aflægger man om formiddagen i Spadseredragt.

Tandbyld. Rist en figen, skær den over og læg Indersiden af det ene Stykke paa Bylden. Det virker som et Omslag. Da Tandbyld hyppig fremkaldes af en Svulst ved Tandroden, er det sikrest, naar den viser sig, at aflægge Tandlægen et Besøg.

Sort stærk Kaffe er som nervepirrende Middel, baade som Drik og som Klyster, virksom mod mange Plantegiftarter, navnlig Morfin og Opium, mod Svampgift og mod Ost-, Pølse- og Fiskegift. Som bekendt er et Par Kopper stærk KaIffe ogsaa et fortrinligt Middel mod en akut Alkoholforgiftning eller paa Dansk mod en dygtig Rus.

Hysteri stammer fra Mangel paa Herredømme over sig selv, hvilket har sin Grund i nervøs Svækkelse, Forstyrrelse i legemlig eller aandelig Henseende. Man maa ikke lægge nogen Medfølelse med Patienten, i Reglen en Kvinde, for Dagen; man skal snarere tiltale hende haardt, stænke hende i Ansigtet med koldt Vand, løse hendes Klædning, og give hende en Skefuld Salt i Munden. Man bør ikke under nogen Betingelse give stimulerende Midler med mindre Lægen skulde forordne det.

Det viste sig, at Monsieur havde arvet bøgerne fra sin farmor, og man forstår jo godt, hvorfor han har gemt dem. Derimod er det mig stadig en gåde, hvordan nogen får den tanke at begynde at riste en figen for at få has på en tandbyld ...

Nap en lur

Jeg har altid afskyet at sove til middag - måske en rest af barndommens følelse af forladthed, når man blev lagt i seng? Men med nye vaner opstår nye behov. Vanen er, at vækkeuret nu ringer lidt i fem, og så kan man godt føle sig lidt flad ved 15-16-tiden. Så når det går hjemad, falder jeg som regel i søvn. Og det er forbløffende, som selv en ganske kort powernap kan kvikke op - jeg vågner, som om jeg havde sovet i en time eller to, selv om jeg kun har været væk et kvarters tid. Nu er det så heldigt, at det som regel ikke er mig selv, der sidder ved rattet, for så ville både jeg og mine medtrafikanter have et problem.

Hillerød kommune blev berømt for nogle år siden for at tillade powernapping på rådhuset i arbejdstiden. Gad vidst, om det stadig er sådan? Den slags har det vist desværre med at gå i sig selv igen.

Er der andre end mig, der har hang til en lur midt på eftermiddagen?

Højt til loftet

Er der noget, vi alle har til fælles, vil jeg tro, det er glæden over vores hjem - og visse dele har særstatus. Et arvestykke, varme i gulvet på kolde morgener eller måske som her, hvor jeg hver dag glæder mig over at se op i mine lofter. De var en stærkt medvirkende årsag til at det netop blev det hus, vi købte for femten år siden. Der var kig helt op til kip, som ejendomsmæglerne vist siger. De siger uendelig meget sludder, men jeg holder utrolig meget af mit kig.

Hvad sætter du særlig meget pris på ved dit hjem, hvis du skulle nævne én ting?

Yndlingsord

Der er bogudsalg i øjeblikket, og jeg har købt Livord til mig selv. En lidt usædvanlig bog, som fx handler om solsorte, græs, svensknøgler, jazz, at blunde eller at undskylde. Det er en herlig idé, forlaget har pudset Klaus Rifbjerg på. Han har redigeret bogen og fået en masse kendte mennesker til at fortælle om deres yndlingsord.

Blandt bidragyderne er Benny Andersen, Anders Bodelsen, Suzanne Brøgger, Leif Davidsen, Bent Vinn Nielsen, Katrine Marie Guldager, Bjarne Reuter, Svend Holm, Tage Skou-Hansen og Hanne Marie Svendsen.

Har du et yndlingsord?

Jeg er nok selv fristet til at vælge 'kat'! At vi fik Miss Mis for fire år siden var et af livets store undere.

Let's go homeparty

I min barndom var det in at gå til Tupperware-party. Det betød, at en kvinde åbnede sit hjem for veninder og familie for fremvisning af de berømte opbevaringsbokse af plastic, som en særligt uddannet person kom og demonstrerede. Min mor købte en hel del Tupperware, der stadig bliver brugt flittigt.

Jeg ved, at der findes homeparties med både tøj, skønhedsartikler og sikkert en masse andre ting. I dag blev jeg gjort opmærksom på Saladmaster, der sælger deres produkter på samme måde. Det er gryder og pander, efter sigende af ekstremt høj kvalitet og især uden giftigt Teflon. Det sidste kunne godt friste mig.

Tupperware var/er dyrt og uopslideligt, og Saladmaster er dyrt og muligvis lige så uforgængeligt. Meeen ... jeg har altid været skeptisk over for den form for salg.

Har du erfaringer med homeparties?

Opdatering kl. 9.25
Tak til Anita, der lige fik sat Saladmaster på plads med dette link. Det er rystende læsning!

Mine bobler

Jeg har altid været indtaget i en gammeldags Folkevogn - boblen, som alle kender. Den har eksisteret siden 1936 og ændrede sig ikke meget gennem årene, før den gik ud af produktion og blev et stilikon. Nå ja, og så er der stadig den nymodens med den ufolkelige pris.

Først havde jeg en 1200 i mørkeblå, så en 1302 i mandarin-orange og til sidst en grøn metallic 1303.

Hvis man ikke kører meget og har en garage, er det en fin bil. Jeg havde ingen garage, og når det var frostvejr, var det ikke helt nemt at få ruderne fri for is og dug. Mange gange er jeg kørt rundt med nedrullede ruder for at kunne kigge ud. En rigtig Folkevogn kører helt op til 7 km på literen, og varmeanlæg har den også, selv om det virker bedst på en rødglødende sommerdag. Men ellers er det skam en udmærket bil - især når man undgår at køre på glatte veje og bagenden skrider ud, fordi sådan en Folkevogn er alt for tung bagi. Eller i blæsevejr, hvor man havner ovre i den modsatte vejbane, fordi den er alt for let foran.

Men smuk er den.

Se eventuelt.

Man skal passe på ...

... med at sidde og bladre i gamle fotoalbummer!

Her er Miss Mis' børn Bum, Trold og Bulder seks uger gamle. Nu er de spredt for alle vinde.

Ak, ja.

Blåbær

Søbogaards blåbærmarmelade er i høj kurs hos os. Den er sødet med æblesaft og er helt uden tilsat sukker. Den smager himmelsk.

Oven over den grønne rombe på etiketten står der:

'Søbogaards Trucker og Pressetjeneste garanterer for en økologisk debat på højt niveau. Leverandør til Dyndet-Kimmerslev og Allernærmeste Omegns Æseldriverforening af 1985'

Godt at vide, ikke?

Tæppefald

Fridagens oplevelse har været - hm - en tur i Ikea ved Lyngby ...

Der kommer jeg ikke ret tit, for jeg overvældes simpelt hen af alt det, man kan købe. Af farver, former, materialer - og undres over, at nu skal benene på møbler være runde og smallere forneden som i 50'erne. I mine øjne ser det gammeldags ud, men jeg ved, at om ét år lægger jeg sikkert slet ikke mærke til det. Min ungdoms Marimekko-inspirerede mønstre er hotteste mode, sågar på reoler - både udenpå og indeni. Stod det til Ikea, smed jeg hele møblementet ud og købte et nyt. Det gør jeg nu ikke. Jeg vil hellere have ting, former og farver, der holder længere end til næste sæson. Limegrøn er moderne for tiden, og jeg elsker den farve, men jeg holdt mig i skindet.

Vi kom egentlig for at købe et skridsikkert underlag til et gulvtæppe. Det fandt vi ikke, men vi faldt for et nyt gulvtæppe, der passer til vores sofa-hyggekrog, et tæppe med sort og råhvidt mønster. Og tre kurve af bananpalmefibre til opbevaring, som vi faktisk mangler.

I cafeteriet var der to unge, smukke somaliske mødre med hver sin barnevogn - deres ro og værdighed vakte beundrende blikke sammen med deres glade snak og douce grårosa gevandter om hår og krop.

Og nu har Monsieur pakket ud, rumsteret og lagt det nye gulvtæppe på.

Kærestebrev

I 1901 modtog min mormors søster ved juletid dette brev fra sin kæreste. Jeg synes, det er rørende at læse, og det er utroligt, som form og indhold har ændret sig på kun godt og vel hundrede år:

Elskede, Maren! Min dejlige lille Kæreste!

Postvæsenet maa nu - ak desværre! - igen optage sin gamle Pligt at bringe Bud, Hilsen og Nyheder mellem os, og da det nu har hvilet et Par Dage, vil jeg give det godt at bestille i de følgende.

Jeg er lige kommet Hjem fra Kirke og har faaet stillet det nye dejlige Billede af Dig op foran mig og jeg vil da begynde med at bringe Dig min Tak for det som for den nydelige Flipæske, Penneviskeren og Julekortet , en Tak om hvis Dybde og hjertelige Oprigtighed kun den der elsker mig, Du elskelige Pige, kan gøre Dig Begreber.

Ja, Maren i Sandhed Gud har hørt din Bøn for mig om Fred og Velsignelse i min Julefest, thi aldrig tidligere har jeg følt mig saa lykkelig en Juleaften, saa fredfyldt - og dog var Du ikke hos mig. Men Du vil forstaa mig, naar du hører, hvad der har skabt denne Fred, hvad mit Hjerte er blevet lettet for. Maren!

Fader og Moder mine kender nu vore Forhold og stille sig milde og tilgivende over for dem, have kun den Frygt, at det skal bringe Hjertesorg over een af os, men mener ellers at offentlig Forlovelse maa ligge et Par Aar fremme i tiden. Er det ikke dejligt at alt nu maa aabenbares, ikke smaa Nødløgne ere nødvendige for os, gid det blot var sket noget før!

Moder var ked af, at jeg ikke havde taget dig med hjem, og jeg er ikke mindre ked over det nu, men dejligt er det at Stenen er falden, den der tyngede vore Hjerter mest. Tænk nu er min Adresse uden Kryds paa Brevene, kun med Kys i dem, nu kan jeg skrive ugenert, naar jeg har Tid, ja jeg maa sandsynligvis ogsaa bære den lille Ring, du gav mig, og Grunden til at det jublende Tak for den, som jeg bringer Dig, Kærestlil, ikke allerede kom ved Modtagelsen, skyldtes den Omstændighed, at jeg ikke kunne bære den- Elskede jeg vil fortælle Dig lidt om, hvorledes min Juleaften forløb.

Vi spiste til Middag kl. 7, og vi betød i Aftes hele min Familie hjemme og min onkel W, Tante, Bedstemoder og Kusine og Fætter, som Du endnu ikke kender, saa vi var, hvad du vil indse, et lille hyggeligt Gesellschaft, der efter Middagen og tilhørende Kaffe med Kager og Julekort samledes om et festligt pyntet Juletræ og senere om et om muligt endnu mere festligt Julebord. Jeg fik flere dejlige Gaver, således af Fader et par store Feltstøvler og en køn lille Slipsenål, men blev i øvrigt begavet med 3 - tre- Slips og mange Rygevarer, dog de bedste gaver jeg fik var dem fra min egen kære, kære Pige. Hvert Sting i det nydelige Broderi vidner jo om, at der i dem er nedlagt mange kærlige Tanker til den lykkelige, der kalder sig din og er din, og den lille søde Pennevidsker, hvisker blidt til mig "Tænk på hende, naar Du bruger mig", hvilket jeg næsten ikke kan nænne, men tænke på Dig kan jeg da i saa langt højere Grad .Og saa - saa er der Billedet, et allerkæreste Billede af Nita min, aah! lille Skælm, det var derfor , du ikke ville fotograferes sammen med mig, jeg anede det, jeg haabede at finde Dig og blev jo da heller ikke skuffet. Hjertens, hjertens Tak for det alt sammen!!

Du kan tro jeg tit maatte gøre en lille Afstikker ud i mit Værelse i Aftes for at beundre Dig og sende Dig mine ømmeste, kærligste Tanker, aah! hvor jeg ønskede, at Du kunne have været her hos os i Aftes, men vi faar vel engang lov at holde Jul sammen!.

Du min egen elskelige Skat, der elskes saa umaadeligt højt af din trofaste

Karl

P.S. Vil du hilse dine Forældre mange, mange Gange fra mig og undskyld mig endelig den ganske gyselige Skrift og eventuelt Orthografi og Tegnsætning, men det skyldes, som du kan forstaa, Mangel paa Tid.

Kunne vi mon lære noget?

'Risiko for sneglatte veje ...'

Så fik vi alligevel en slags vinter, her hvor man lige havde indstillet sig på, at det skulle til at være forår.

I går da vi kørte hjem fra arbejde, lå der pludselig en bil på hovedet ude i vejkanten. Det er altid et skræmmende syn, men føreren stod ved siden af og talte i mobiltelefon - han var ikke kommet til skade. Jeg kunne ikke se is på vejen, men det var åbenbart mere glat, end man skulle tro.

Synet rippede straks op i en oplevelse, jeg var ude for, da jeg var i tyverne. Det var efterår, og jeg var på ferie i Norge med min kæreste. Han kørte bilen, og da vi skulle gennem en lille skovstrækning, var vejbanen pludselig som en skøjtebane, selv om den havde været tør lige inden.

Bilen snurrede rundt, væltede ud i vejsiden og landede på taget klos op ad et træ, og alle vores ting lå pludselig spredt rundt over et større areal. Vi var rystede, og man når at tænke ret mange tanker i de par sekunder - hele mit liv passerede revy for mit indre blik.

Vi kom hjem i en lejebil, som forsikringsselskabet skaffede næste morgen. Det var et mirakel, at vi ikke var kommet noget til, men bilen var totalskadet og endte på en skrotplads i Norge. Den oplevelse har givet mig stor respekt for fart og glatte veje, og vi kørte ikke engang særlig hurtigt - højst 70 km/t på en god landevej.

Har du været ude for et biluheld?

Sommer

Nu hvor første del af Sommer er sendt, og vi må vente til efteråret med at se resten, kan jeg ikke dy mig for at lufte min begejstring. Serien har fænget i usædvanlig grad hos mig, selv om jeg har det svært med serier og at skulle se tv hver søndag aften. Men jeg har gjort det med glæde.

Serien er jo optaget i mit Frederiksværk, og det har været sjovt at kunne genkende lokaliteterne. Hvordan filmholdet har fået de smukke shots af Sommers hus er mig en gåde - for det er ikke videre dekorativt i virkeligheden, som man ser på billedet. Hemmeligheden er nok colorgrading. Man går simpelthen ind og drejer på farverne, så de får den intensitet, man ønsker. Nogle gange bliver det så billeder, der næsten overgår fantasien.

I mine øjne er byen meget smuk med kanalen i bymidten og med fjorden over for Sommers hus. Det er en god idé at lade Alzheimers være et vigtigt tema, og det er en fornøjelse at se Lisbeth Dahl i rollen som den undertrykte kvinde, der begynder at blomstre. Alle skuespillerne er dygtige, og historien virker troværdig, selv om forløbet er fortættet - så mange ulykker vælter næppe ned over en familie på så kort tid. Der har været tilknyttet en læge som faglig konsulent på alt stoffet vedrørende sygdom og lægepraksis, og det er historier digtet over hans journaler, der er brugt.

Jeg giver serien 5½ hjerte - og i modsætning til medieprofessor Gunhild Agger, der har brugt en hel del energi på at rynke på næsen for ikke at sige nedsable serien her, glæder jeg mig meget til efterårets fortsættelse.

Hvad synes du om Sommer?

Barndom

For et par år siden dukkede der et bundt gamle negativer op nederst i en skuffe. Min far havde fundet billeder fra sin egen tidligste barndom. Vi fik billederne fremkaldt hos fotohandleren, og de viste sig at være fra bl.a. 1924, hvor min far var cirka to år. Jeg synes, det er utrolig spændende at vide noget om, hvordan vores forældre og bedsteforældre levede og har altid plaget min far for historier.

Den gamle mand er min fars farfar, Per Jönsson, der blev født i Sverige i 1848. Som ung bosatte han sig som skrædder i København med sin svenske kone Marie Dorthea. Her levede han af at sy uniformer, og han ville være fyldt 160 år i år. De andre på billedet er min oldemor, min farmor og min fars ét år ældre bror og fire år ældre søster.

Min far har altid fortalt mig mange historier fra sin barndom. Blandt andet at han og hans bror lå og hørte radio på et krystalapparat i deres køjesenge om aftenen - min far lå øverst - og de havde en hovedtelefon hver. Det helt store var Louis Preills danseorkester. Lidt senere var det bladet Okkultisten, der optog dem, når de ikke cyklede Danmark tyndt.
Læg mærke til hvad man gav små drenge på i 1920'erne - pludderbukser gik vist ikke i dag.

Kender du noget til dine forældres barndom?

Morgenvandring

Solen strømmede solen ind ad vinduerne her til morgen, og det inviterede til en gåtur i strid blæst, så hovederne blev friske igen efter lørdagens gæstebud. Sådan så der ud på ruten:

Oluf Høst har ikke levet forgæves

Påskelilje i blomst

Morgenmad

Egernet havde også fest i går

Lærketræet står på spring

Kom frit frem

Jeg synes, det er sjovt at se i min Statcounter, når der dukker nye flag og byer op, som viser, at der kigges med her. Det er spændende at tænke på, at der sidder danskere i Bangkok i Krung Thep Mahanakhon i Thailand, Reston i Virginia, Bucharest, Burnaby i British Columbia - Canada, London og Israel. I skal være så hjertelig velkomne til at læse med, også uden at jeg ved, hvem I er. Men skulle I få lyst til at kommentere, ville det være mig en glæde.

Da jeg skrev om det for godt ½ år siden, fik jeg de dejligste kommentarer og nye blogvenner i udlandet og dermed indsigt i, hvordan danskere lever i andre lande.

Kan jeg være heldig at få nye nu?

Sol og ensomhed på Solkysten

Jeg har tit undret mig over, at så mange ældre vælger at flytte til Solkysten. Ja, der er sikkert både masser af sol, varme, venlige mennesker og smukke omgivelser. Men jeg tænker på, om folk kan trives med at efterlade deres familier og venner i Danmark. Jeg har set en del udsendelser gennem årene på tv - og hørt udsendelser i radioen - om emnet, og jeg har altid været frygtelig nysgerrig efter at vide, hvad grunden er. En del danskere får hudkræft af den stærke sol, som vi nordboere ikke kan tåle. Nogle ender med at sidde uden ægtefælle i et land, hvor de har svært ved at tale sproget.

Men hvad er det så, der er så tiltrækkende - for vi ved jo, at mange ender ensomme og uden mulighed for at flytte tilbage på grund af økonomien.

Kender du forklaringen - eller én af dem?

Drømmeland

Gang på gang undres jeg over drømme. Har de mon altid et budskab, eller er det ind imellem bare dagsrester, der lige skal ned i den rigtige skuffe i underbevidstheden.

Jeg har som alle andre drømt de særeste ting, men drømme er flygtige, hvis man ikke straks skriver dem ned, og derfor kan jeg lige nu kun huske, hvad jeg har drømt i nat.

Op og ned gik jeg på en trappe, der strakte sig over mange etager, og ved nogle af dem var der sat et radiomanuskript fast til gelænderet. Et sted var jeg inde for at spørge, om de havde min ene sko, som jeg havde mistet. Det havde de ikke.

På trappen mødte jeg Arne Honoré, som jeg har arbejdet en del sammen med. Han hilste venligt. Miss Mis var med mig, men hun blev rundtosset af alle de trapper og måtte lægge sig og gispe.

Hvad sådan en drøm fortæller, kan jeg ikke blive klog på.

Kan du huske dine drømme? Hvad har du drømt i nat?

Giro 413

De fleste har nok en mening om Giro 413, der har eksisteret siden 1946. Nogle kalder det for sejle-op-ad-åen-kultur, en vittighed, en del af deres barndom, et tidløst program ... Det har ikke ændret sig meget gennem årene; hilsnerne har været det bærende element - længslerne er budskabet.

Vores lyst til at sige tillykke til hinanden eller forlænge festen med en hilsen gennem Giro 413 er tiltagende, læser jeg, og det kan mærkes på pengetilstrømningen. I 2006 blev der samlet 569.547 kroner ind ved for eksempel sammenkomster, bryllupper, barnedåb eller firmafester. Sammenlagt er der nu samlet cirka 25 millioner kroner ind til arbejdet blandt socialt dårligt stillede børn og unge i Danmark.

683.000 lytter med - er det noget for dig?

Jeg må hellere komme ud af busken selv og sige, at jeg hører meget lidt radio ;-)

En ekstra fødselsdagsgave

Monsieur er lige kommet med en let forsinket fødselsdagsgave. Det er en af de bedste gaver, han kunne have fundet på - for nu har jeg fablet om bogen i et par måneder. Det er en kogebog, og nu griner I måske, når I ved, hvor mange jeg har, og hvor lidt jeg bruger dem.

Smukt indpakket i sort papir med hvide prikker og grønt silkebånd lå - 'dada': Køkkenrevolution på høje hæle af Oscar Umahro Cadogan. Han er født i 1977, skøn at se på, og så er han uddannet i biologi og biokemi. Som 19-årig fik han kronisk tarmbetændelse med deraf følgende symptomer fra nervesystemet, led og muskler - men så tog han skeen i den anden hånd og valgte at spise sig rask. Han arbejder med at krydse mad og ernæring, og nu skriver han blandt andet for Politiken, har været tv-kok og meget mere. Han har desuden startet konsulentfirmaet Sundhedsrevolutionen sammen med ernæringsterapeut Thorbjörg Haffsteinsdottir.

Principperne bag:

- Ingen tilsat sukker, fremhæv madens egen sødme med krydderier.

- Fuldkorn i stedet for tomme kulhydrater.

- Basislækkerier til køleskabet uden sukker, fløde og smør.

- Optimal udnyttelse af tiden i køkkenet, så du får mere tid til dig selv og din familie uden at gå på kompromis med kvalitet og sundhed.


Bonus ifølge bagsiden:

- Du giver din krop mad, den forstår og elsker.

- Du får ren energi og optimal forbrænding.

- Du får brændstof til hjernen, styr på blodsukkeret og en velsmurt krop, som holder længere.

Nu sidder jeg med min kommende bibel i hånden - jeg ved det bare - og det er en af de bøger, som man ikke skal læse, hvis man ikke kan undvære sukker. Men det kan jeg sagtens. Det er en flot bog og fyldt med det lækreste, jeg kan forestille mig. Også selv om jeg nok ikke kan leve op til dét med de høje hæle.

Pilgrimsrejsen

For nogle år siden læste jeg alle Shirley MacLaines bøger, blandt andet På dybt vand og Linen ud. Det var på anbefaling fra en kollega, og jeg blev ikke skuffet.

Nu opdager jeg pludselig, at hun også har skrevet en bog om sin 800 km lange pilgrimsfærd til Santiago de Compostela i det nordlige Spanien.

Shirley MacLaine er en meget spirituel kvinde, og hun skriver godt, så den bog må jeg bare have fingre i. Camino er hendes beretning om turen, om de mange spirituelle oplevelser og de fysiske strabadser, hun blev udsat for gennem de tredive dage den varede. Skal jeg tro, hvad jeg læser på nettet, at det er en pragtfuld bog - velskrevet, underholdende, inspirerende og spændende læsning – en af den slags beretninger, man har svært ved at slippe, og som man tænker tilbage på igen og igen.

Er der nogen af jer, der har læst den?

Apropos Santiago de Compostela.

Hello, det er Frank

Sådan lød en dejlig telefonopringning i går aftes fra London. Fra en næsten forsvundet halvfætter, der nu er ved at skabe kontakt igen til familien. Frank er 66, og jeg har aldrig set ham, men én i vores familie har været i Sydafrika og besøgt hele den sydafrikanske del af familien. Min fars fætter udvandrede nemlig i 1954 og startede en hel klan ved at producere fem børn, der nu alle har en efterslægt. Men to af den udvandrede fætters sønner bor nu i London, fordi der blev for råt i Sydafrika - brosten smidt ned fra motorvejsbroer kan man ikke tale til rette. Det gik ud over min halvfætters kone, der nu må leve med sine men.

Men nu var Frank i røret med et dejligt dansk, præget af at han aldrig bruger sit modersmål og næsten heller aldrig har gjort det. Til sommer kommer han til Danmark og hilser på sin familie her. Alt sammen fordi en anden halvfætter fandt en ung pige med vores efternavn på en sydafrikansk hjemmeside. Om jeg glæder mig! Jeg er bidt af en gal genealog og har lyst til at vide alt om min slægt, og det har gennem tiden ført de mest utrolige breve og bekendtskaber med sig.

At føde min søn var en speciel følelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Det samme var tilfældet med mit bryllup. Jeg tror, der venter endnu én.

Betyder familie noget for dig, selv om det er mennesker, du måske aldrig har mødt?

Københavner-erindringer

Hvis du interesserer dig for, hvordan verden så ud, før vi selv kom til verden, er der masser af læsestof i Københavner-erindringer, en bog, Københavns Kommune udgav som led i Kulturby 96. Man opfordrede alle, der havde levet i København mellem 1920 og 1950 til at skrive deres erindringer. Det blev til 1200 beretninger - eller 25.000 sider. De 11 bedste blev udgivet i bogform, og det er en fremragende bog.

Min beretning begynder i 1931. Dengang var jeg fem år gammel. Vi skal ud på Nebraskavej ved Kongelundsvejen. Her boede vi til at starte med i et lille træhus, eller skur, på ét værelse. Min far og hans brødre var i gang med at bygge et rigtigt hus til os. Det var gudskelov sommer. Da vi nærmede os oktober måned, var den ene stue og et værelse på første sal færdigt. Familien bestod af seks personer, far, mor og os fire børn ...

Sådan indleder Leif Jensen sin historie om sin families liv på Nebraskavej på Amager fra 1931-40, og de andre bidragydere har lige så spændende læsning at byde på fra en tid, hvor man boede tættere sammen, havde nær forbindelse, ikke kun til kernefamilien, men også til fætre, kusiner, onkler og tanter. Konfirmationer, bryllupper og juleaften blev fejret med stor familiemiddag, men ellers samledes man til kaffe og kager om søndagen. Skolen var delt i en drenge- og pigeafdeling, og der var streng justits med, at ingen kiggede over plankeværket. Fattige børn, som der var mange af, kunne få gratis mad på skolen og træsko en gang om året. Lusetanten kom i klassen et par gange om året. Det var en stor skam at få lus, men renlighed var et problem. Man havde kun den kolde hane i køkkenet, zinkbaljen foran kakkelovnen og den kommunale badeanstalt. Københavner-erindringer fortæller også om krigsårene, om uddannelse og arbejdsliv.

Kort sagt: læs den bog!

Og vi var fire til bords ...

Her til aften har vi fejret min fødselsdag i morgen - lidt for tidligt. Vi har været på Spiseriet på Attemosevej i Holte, en dejlig restaurant der ligger i tilknytning til Gammel Holtegaard. Vi havde inviteret min far med ud, men vi var fire til bords, for min mor var med i tankerne. Sådan er det, når man har mistet en af sine forældre - den, der ikke længere kan være med, er alligevel med i kraft af alt det, man har oplevet sammen.

Jeg kan anbefale restauranten, vi fik lækker og veltilberedt mad. 'Køb for Guds skyld æblekagen', havde nogen skrevet i gæstebogen ved udgangen. Det nåede vi ikke denne gang, for vi indtog kaffen i mit barndomshjem, og bagefter havde vi et par hyggelige timer med gamle billeder og breve - og et par nye billeder på min fars digitalkamera, der skulle have fjernet røde øjne. Og et hyggeligt gensyn med alle familiebillederne på vægge og reoler.

Hvis ikke vi boede så langt fra hinanden, havde vi nok været lidt flere end fire omkring fødselsdagsbordet i aften.