mandag, november 09, 2009

Et liv med dyr

Trold på Monsieurs taske
Det skulle være godt for os mennesker at have kæledyr. Man får det bedre, har jeg læst - omgangen med kæledyr reducerer simpelthen stress. Også mennesker på plejehjem kan have stor glæde af dyr, og børn udvikler deres empatiske evner, hvis de er knyttet til et dyr. Det står i det nye nummer af Pskykologi, og for mig er der ingen tvivl om, at det er sandt.

Her er vores små killinger, der blev født i en papkase i badeværelset for nogle år siden.

Misser i vasketøjskurven
Og her sidder en 22-årig Madame (eller rettere Mademoiselle) med sin første kat, Rasmus, der hurtigt blev til Rasmis, og som ligner sine efterfølgere Bulder, Trold og Sofus næsten på en prik.

Katten RasmusJeg fik Rasmis helt tilfældigt - en ven havde fået ham forærende som killing alt, alt for tidligt. Uden at have ønsket mig en kat, havde jeg pludselig ansvaret for et lille kræ, som jeg ikke anede, hvordan man passer. Så jeg købte Politikens bog om katte, en kattebakke, sand og mad- plus en vandskål, og i løbet af ingen tid var jeg helt solgt. Siden har jeg været passioneret katteelsker. Nu har vi som bekendt to - Miss Mis, som selv flyttede ind for 5 år siden, og Sofus, som vi fik fra et internat for 2-3 år siden.


Jeg kunne simpelt hen ikke forestille mig et liv uden katte, selv om det giver frygtelige spekulationer, når de ikke kommer hjem til tiden, men som regel går det jo godt.

Jeg glemmer aldrig en dag, vi kom hjem fra arbejde, og Miss Mis opførte sig nøjagtig som hun plejede, da vi trådte ind ad døren - det vil sige, at hun styrede direkte ud i køkkenet til madskålen. Ikke et ord eller et mjav om, at hun lige havde født tre killinger i sin papkasse ude i badeværelset. Oplevelsen ved at se dem vokse og følge hendes opdragelse af dem, når hun kom ind med en mus eller en fugl, og killingerne forvandlede sig til frygtindgydende, grådige løver! Jeg har stakkevis af fotografisk dokumentation, men I skal nok slippe.

For ikke at tale om dengang, en vildkat flyttede ind og fødte fem killinger i samme papkasse, som Miss Mis lå i med sine tre. Ti katte i en lille kasse på én gang! Det blev alligevel lidt for broget for os, mest fordi vildkatten ikke ville finde sig i, at vi brugte badeværelset, så det endte med at blive en opgave for Kattens Værn.