søndag, august 30, 2009

Danmarkshistorie set gennem en kogebog

Mad 2009
Jeg har en gammel, laset kogebog fra 1945, der hedder 'Mad'. Den er skrevet af Ingeborg Suhr, og det var min mors kogebog, da hun gik på Suhrs Husholdningsseminarium i 1940'erne. Og grunden til, at jeg har fundet den lasede bog uden ryg frem igen, er at den netop er udkommet i en 7. udgave i denne uge. Billedet her er af den nye udgave.

Politiken har en stor artikel i dag om danmarkshistorien set gennem en kogebog. Det er nemlig præcis 100 år siden, bogen udkom første gang. Den er revideret mindst 30 gange i takt med, at samfundet har udviklet sig, og i den nye udgave er der billeder i for første gang og et afsnit om smoothies.

I 2003 kom opskrifterne på koldhævede brød tilbage efter at have været dømt ude siden 1961 - og nu tales der igen begejstret om høkassen. Trods alle forandringerne går en betydelig del af retterne igen fra årti til årti, og i hvert fald én ret har overlevet alle hundrede år, nemlig 'brændende kærlighed'.

I den første udgave fra 1909 kan man læse nogle råd fra Ingeborg Suhr:

• Maal og vej alt
• Hold nøjagtigt Regnskab
• Lær at gøre fornuftige Indkøb
• Benyt alle Rester; spild intet
• Benyt Smageske
• Benyt Høkasse
• Benyt Grydelapper
• Lær at koge og stege ved halvt Gasblus
• I mange Tilfælde kan Bagepladen smøres med en Flæskesværd
• Kast aldrig afbrændte Tændstikker på Gulvet
• Kast aldrig Sejlgarnsstykker bort, men rul dem op i små Nøgler og gem dem i en Pose paasyet 'Sejlgarn'