torsdag, august 27, 2009

Hvad gør du med dit ragelse?

Det er ikke ret mange, der er gode til at smide ud. Det kunne jo være, at man fik brug for de gamle hylder, stole, glas, sko, det aflagte tøj eller farmors tekopper, der næsten ikke er skårede. Så man må hellere sætte det på loftet eller i kælderen eller finde plads i skabet til det. Man får aldrig brug for det, men man slipper i det mindste for at køre hen på affaldspladsen.

Min far fortalte mig engang, at han var hjemme hos en kollega, som han aldrig havde besøgt før. Han blev selvfølgelig vist rundt i huset, og de var også nede i kælderen, hvor der var som blæst. ‘Hvor gør i af alt jeres gamle skidt?’ spurgte min far, der selv meget nødigt smider noget ud. ‘Vi har ikke noget gammelt skidt,’ svarede kollegaen. ‘Når vi køber noget nyt, smider vi altid det gamle ud.’

Efter min mening ikke nogen helt dårlig idé. Så er spørgsmålet bare, hvor tit man skal købe noget nyt.

Hvad gør du?